Rehabilitering og palliation i en forceret tid

Vi lever i en accelereret tid, hvor alting skal gå hurtigt, og det er statusgivende at have travlt. Særligt den yngre generation lever i det hurtige spor, men også nogle ældre bliver ved med at have travlt. Men det er helt naturligt, at ældre lever i et lidt langsommere tempo. Jeg har oplevet, at nogle ældre føler et behov for at insistere på retten til at være langsomme. Det kan clashe med samfundets accelererede tempo. På konferencen diskuterede vi, hvordan det er at blive gammel netop nu.

Jette Thuesen, lektor ved REHPA og medarrangør af konferencen

Finn Rønholt, den første kommunale geriater holdt oplæg om geriatri igennem tiden, og hvad det betyder for geriatrien at komme ud i kommunerne.

– Tværfaglighed er en dyd i geriatrien. Finn fortalte om arbejdet i Gladsaxe Kommune. Hans oplevelse er, at der også er siloer i kommunen, og at det er ligeså vigtigt, at vi bestræber os på at skabe sammenhæng i borgernes forløb. Ifølge ham er det bestemt ikke en retræte post at være geriater i en kommune, han bruger i højgrad geriatrien i sin hverdag.

Jette Thuesen

Her talte de bl.a. om resonans i dødens nærvær, og inddrog tanker fra den tyske filosof og sociolog Hartmut Rosa.

– Vi diskuterede blandt andet, hvad det betyder for vores mulighed for at drage omsorg, yde palliation og for de palliative tilbud som helhed, at alting går så hurtigt. Hartmut Rosa mener, at hastigheden og vores ide om at ville kontrollere alting betyder, at vi bliver fremmedgjort over for os selv, hinanden, verden og det faktum at vi skal dø. Hans svar på det er resonans. God omsorg, relationer og at være i naturen kan f.eks. være med til at skabe resonansrum.

Vibeke Graven, senior forsker ved REHPA

I sin forskning har Vibeke undersøgt hospice som et mulighedsrum for. Det kan du læse om i artiklen Resonans i dødens nærvær

Basal palliation på plejehjem

Jette trak også perspektiver fra forskning i demens rehabilitering frem.

– Mennesker med demens forholder sig forskelligt og ambivalent til fremtiden. Umiddelbart findes der tre forskellige måder for, hvordan mennesker med demens forholder sig til fremtiden og til rehabilitering som fremtidsorienteret praksis. Fælles er, at mennesker med demens primært forholder sig til den nære fremtid.

Jette Thuesen

De forskellige forholdemåder, som bruges ambivalent, er at

• Arbejde aktivt for at fastholde nuværende tilstand ind i den nære fremtid,
• Holde fast i nuet og undgå at blive konfronteret med fremtiden, eller
• Tilpasse sig forfald og forberede sig på fremtidige tab

Der var ca 40 deltagere i Vibeke og Jettes session, og spørgelysten var stor.

Blandt andet stillede en sygeplejerske fra et plejehjem spørgsmål om, hvornår man begynder at tale om døden med beboerne på et plejehjem.

– Det er vigtigt at diskutere, hvordan og hvornår basal palliation bedst ydes og tilbydes på plejehjemmene. Det blev vi ikke færdige med på konferencen, men jeg håber, vi kan fortsatte i andre fora, så vi kan lade os inspirere af hinanden.

Vibeke Graven