Træning og sammenhold øger motivation for unge voksne med kræft

Unge voksne med kræft ønsker hjælp til motion

”De unge voksne med kræft efterspørger hjælp til fysisk aktivitet”, var hovedpointen i Maria Aagesens oplæg på netværksmødet. Maria er fysioterapeut og ph.d.-studerende ved Brugerperspektiver og Borgernære Indsatser på Syddansk Universitet.

I en spørgeskemaundersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse om ’At være ung og få kræft’ fra 2015 udtrykker 94 % af unge voksne med kræft behov for at tale med en fagperson om, hvordan deres sygdom og behandling påvirker dem, og hvordan de har det. Heraf havde 85 % behov for at tale om mulighederne for at være fysisk aktiv både under og efter et kræftforløb, mens 41 % angav, at de ikke havde haft mulighed for at snakke om at være fysisk aktiv under sygdom og behandling.

Dertil angav 54 % at have behov for hjælp til at forbedre fysisk funktion eller afhjælpe smerter, imens de var i behandling, og 50 % af disse har i mindre grad eller slet ikke fået hjælp til at forbedre deres fysiske funktion eller afhjælpe smerter. Der er gjort lignende fund i anden litteratur samt fundet enslydende tal i australske studier.

Der er god evidens for kombination af konditions- og styrketræning under og efter et kræftbehandlingsforløb. Det er sikkert at gennemføre og har god indvirkning på angst, depression, fatigue, fysisk funktion og livskvalitet. Ifølge Maria Aagesen er der behov for mere viden om og tilbud af meningsfuld træning og træningshold specifikt målrettet unge voksne. Desuden er der brug for brobygning til foreninger, hvor der er holdkammerater, der interesserer sig for, hvorfor om man kommer til træning.

Ifølge de unge voksne, der har deltaget i Maria Aagesens ph.d.-projekt om kræftrehabilitering til unge voksne, så skal der være en blød overgang fra kommunal træning til træning på egen hånd, fx med gradvis nedtrapning af den kommunale træning og med samtidig optrapning af træning i andet regi, for at brobygningen bliver lettere.

De unge ønsker at blive taget fysisk i hånden og få vist, hvilke muligheder der findes for træning i nærområdet. De skal ikke bare vide, hvad der eksisterer af muligheder, men dr skal følges over i tilbuddene.

Maria Aagesen, fysioterapeut og ph.d.-studerende, Brugerperspektiver og Borgernære Indsatser, Syddansk Universitet

Sammenhold motiverer unge med kræft i Center for Kræft og Sundhed, Københavns Kommune

Københavns Kommune har gode erfaringer med at samle og skabe sammenhold for unge voksne, der har eller har haft kræft, fra et træningshold udelukkende for borgere mellem 18 og 40 år, samt dem der er lige over 40 år med et ungt sind. Fysioterapeuterne Maja Schick Sommer og Rikke Sandal fra Center for Kræft og Sundhed, Københavns Kommune fortæller om de gode erfaringer med holdet.

På ungeholdet dyrker borgerne funktionel træning med en kombination af styrke- og konditionstræning, hvor man bruger hele kroppen og med øvelser, der let kan overføres til dagligdagsaktiviteter. Træningen foregår udendørs for blandt andet at give deltagerne mulighed for at trække sig lidt tilbage, hvis de ønsker det. Derudover er udendørstræning med til at styrke immunforsvaret. Inden de unge voksne starter på holdet, udarbejder de sammen med en sundhedsprofessionel en behovsvurdering baseret på en indledende samtale, og de sætter mål og lægger en plan for deres forløb. Herefter kommer de på et introhold med afprøvning af træning og mulighed for samtale med en sygeplejerske. Herefter deltager de unge voksne på ungeholdet to gange om ugen i fire måneder med mulighed for forlængelse ved forværring af sygdom eller ændring i behandlingsforløb.

Ungehold hitter på Center for Kræft og Sundhed

For at styrke sammenholdet introduceres de nye på holdet, og træningen struktureres med makkerøvelser. Derudover opfordres de unge til at blive til en kop kaffe og snak efter træningen. De unge har altid mulighed for at spørge fagfolk til råds, og der er både tilknyttet sygeplejersker, psykologer, diætister og socialrådgivere mm. til centeret.

Erfaringer fra ungeholdet viser, at mange unge voksne er træningsvante. Deltagernes intensitet smitter af på hinanden, men ingen føler sig pressede til at skulle præstere, fordi der er en intern forståelse for, at der er gode og dårlige dage.

Der er dog en tendens til mange udeblivelser uden afbud. Ifølge Maja Schick Sommer og Rikke Sandal modarbejder de denne tendens ved at udtrykke bekymring for deltagerene samt at skabe en kultur, hvor deltagerne ved, at der altid er nogen, der venter og tænker på én. Det motiverer.

Det fede ved ungeholdet er, at de er træningsvante. De er så ivrige for at blive udfordret fysisk, så de kan blive trygge og stole på deres krop igen.

Maja Schick Sommer og Rikke Sandal fra Center for Kræft og Sundhed, Københavns Kommune

Hen mod slutningen af træningsforløbet er der også mulighed for at deltage på træningsholdet ’Træn med Sparta’ som en overgang til foreningslivet – et samarbejde med SPARTA Atletik – for alle i rehabiliteringsforløb hos Center for Kræft og Sundhed, Københavns Kommune.

Læs mere om tilbuddene og Center for Kræft og Sundhed på deres hjemmeside

Unge voksne med kræft føler sig ensomme under kræftforløb

En anden vinkel på unge voksne med kræfts behov kommer fra Lærke Bing Røikjer, antropolog og ph.d.-studerende, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet. Hendes forskningsprojekt giver et indblik i unge voksne med kræfts ændrede oplevelse af alenehed og forbundenhed under et kræftforløb, samt hvordan relationer og selvbilleder påvirkes af behovet for pleje og omsorg.

De unge står i en livsfase med mange transitioner og en selvstændighedsproces, hvor deres selvbillede kan blive udfordret som ung kræftpatient. De unge vil ikke have hjælp fra fremmede, da det forbindes med at være gammel og døende. De ønsker hellere, at plejen bliver i familien, da der allerede er en naturlig ramme for pleje og omsorg der.

Lærke Bing Røikjer, antropolog og ph.d.-studerende, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet

Gennem cases, fortæller Lærke Bing Røikjer, om de unge voksnes oplevelse af ensomhed i familiens pleje, hvor man som kræftpatient har behov for nærværet, men er bange for at bringe sårbare emner op. Ved ikke at kunne tale med familien om kræft og død, da disse behov bliver affærdiget, samt gennem den totale afhængighed af familien, oplever de unge voksne infantalisering, hvor de ikke kan genkende sig selv og føler sig til besvær.

Denne frygt for at bebyrde ens pårørende og omgangskreds gør, at den unge voksne isolerer sig. De skærmer pårørende fra sandheden, selvom det fjerner dem fra fællesskabet og skaber et alenehedsparadoks. I stedet for at åbne sig, ender den unge voksne derfor med at lyve og isolere sig i et forsøg på at undgå at være en “lyseslukker” blandt andre. En handling som den unge ser som et nødvendigt onde. Det samme ensomhedsdilemma opstår for terminalt syge unge, der ikke kan gå til deres forældre med bekymringer, men samtidig også afholder sig fra at deltage i støttegrupper for ikke at skræmme andre unge voksne i kræftforløb.

Der er derfor behov for at støtte unge voksne i forskellige stadier af deres kræftforløb og stille spørgsmål til, hvordan man bedst skaber et liv med kræft for den unge voksne. Et liv, der er ’levebart’, ikke bare i fysiologisk forstand, men på individbasis, så den unge voksne ikke føler, at han eller hun mister sig selv.

Læs mere om Lærke Bing Røikjers projekt på SDU’s Forskerportal