Spring til hovedindhold

Ernæringsrehabilitering: Mad og måltider bidrager til livskvalitet

Ny rapport fra REHPA undersøger status for ernæringsrehabilitering til mennesker med livstruende sygdom i Danmark. Der er gode eksempler, men der er behov for udvikling af praksis, forskning og uddannelser på tværs af institutioner.

Maden og måltider kan udfordres ved livstruende sygdom. For nogen kan appetitten være meget lille eller helt forsvinde med ernæringsrisiko til følge. For andre kan der være behov for at ændre kosten og kostvaner, som del af det at komme sig efter langvarig behandling eller som led i forebyggelse af andre sygdomme.

REHPA har i tæt samarbejde med Københavns Professionshøjskole og andre centrale aktører udarbejdet rapporten Mad, Måltider & Livskvalitet. Rapporten giver et indblik i ernæringsrehabilitering til mennesker med livstruende sygdomme, med fokus på brug af undervisningskøkkener. Den sigter mod at give fagprofessionelle i klinikken, undervisningsmiljøer og beslutningstagere grundlag for og inspiration til at indgå i udvikling af området, så det sikres, at mennesker med livstruende sygdomme i fremtiden får bedst mulig forskningsbaseret ernæringsrehabilitering.

Rapporten formidler status og gode eksempler på ernæringsrehabilitering til mennesker med livstruende sygdom i Danmark. Herunder indeholder rapporten bl.a. artikler om sundhedspædagogisk teori og en systematisk litteraturgennemgang af feltet. Litteraturgennemgangen om brug af undervisningskøkkener og inddragelse af patienter peger på positiv effekt, men den viser også at der fortsat mangler forskning og udvikling på området.

Blandt de gode eksempler på ernæringsrehabilitering til mennesker med livstruende sygdomme i Danmark præsenteres Steno Diabetes Center Copenhagen, Center for Kræft og Sundhed København og Kræftens Bekæmpelse.

Læs rapporten MAD, MÅLTIDER & LIVSKVALITET

Vision om etablering af REHPA FoodLab

For REHPA er rapporten første skridt på vejen mod bedre ernæringsrehabilitering i Danmark til mennesker med livstruende sygdom. Næste skridt er at skabe rammer til udvikling af praksis, forskning og fællesskaber på tværs af institutioner til gavn for det nære sundhedsvæsen. REHPA har en vision om at etablere et FoodLab – et kombineret undervisnings og produktionskøkken på REHPA. Det kan du læse mere om i rapporten: Læs rapporten som e-magasin

Du kan finde den bagvedliggende litteratursøgning her: Litteratursøgning og søgehistorik for ernæringsrehabilitering

Hvis du ønsker rapporten i en trykt version, så send en mail til rehpa@rsyd.dk og oplys navn og organisation, så sender vi dig en rapport.

Kontaktperson: Annette Rasmussen, klinisk leder, REHPA.

Redaktion: Annette Rasmussen, Anette Fly Haastrup og Ann-Dorthe Zwisler, REHPA samt Kim Skov Ustrup, Københavns Professionshøjskole

Til top