Grænsegænger mellem medicinens og troens verden

Det er ikke, fordi jeg er træt af at undervise eller af at tale med mennesker, og jeg vil også fortsætte med noget supervision af læger og præster på hospitaler og hospicerne. Men jeg er mæt af hverdagens tråd og trænger til ikke at have en plan. Så det har jeg ikke. Jeg vil gå i stå. Som den tidligere biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt sagde: ”Hvad er der galt i at gå i stå, hvis man står et godt sted”.

Christian Busch, hospitalspræst på Rigshospitalet.

Selvom man ikke ligefrem kan beskylde Christian Busch for at være gået i stå i sit arbejdsliv, har han stået godt som hospitalspræst i 36 år. De 33 af dem på Rigshospitalet. Meget er sket, både på Rigshospitalet, med præstegerningen og i det palliative felt, som Christian Busch også har beskæftiget sig meget med.

Christian mener selv, der er sket et paradigmeskift i, hvordan vi taler om døden, alvorlig sygdom og sorg.

Døden er ikke tabu

Der er også sket en stor udvikling i forhold til tilgangen til sorg, ifølge Christian Busch:

Der er flere muligheder for at sætte ord på sorgen og på forskelligheden i sorg i dag. Der er en større åbenhed om at være i sorg og om nuancerigdommen i at forholde sig til sorgen. Den professionelle tilgang til mennesker i sorg har ændret sig og er blevet mere på de sørgendes præmisser.

Om tilgangen til døden fortsætter han:

Jeg synes ikke, døden er tabu, hvis tabu betyder, at vi ikke kan tale om døden. Der findes jo for eksempel stort set ingen forfattere, der har mistet, uden de har skrevet om det. For mig at se, handler tabu om noget helt andet. Et tabu er oprindeligt et emne, man skal omgå med nænsomhed og respekt, fordi det handler om tilværelsens basale kaoskræfter. Døden er en af vort samfunds få tilbageværende kaoskræfter, og hospice og palliation har også en rituel funktion i forhold til døden. Hospice og palliation gør døden mindre kaosagtig, ud over alt det vigtige den specialiserede indsats kan gøre for at lindre symptomer. De sikrer, at vi har en omgangsform med døden. At døden er tabu betyder, at man skal omgås døden med respekt og nænsomhed, og det sker, når døden bliver varetaget professionelt på hospice og gennem palliation.

Christian Busch kalder døden en anden hånds ikke-erfaring.

Døden kan ikke opleves. Og dem, der har oplevet døden, kan ikke fortælle om den. Når vi ikke kan opleve døden, bruger vi indirekte sprog om den – ritualer. Hvis vi ikke gør noget, bliver det uendeligt tomt og farligt. Derfor er det nødvendigt med små ritualer, for at vi kan tale om vores egen død. Nogle af de ritualer eller hjælpemidler til at tale om ens egen død er ”Livstestamentet”, ”Min Sidste Vilje” og det at forholde sig til, hvor længe man vil behandles i retningslinjerne for Advanced Care Planning. Det er små nænsomme måder at tale om døden på og forholde sig til den.

Med til at bære byrden, men løser ikke problemet

Da Christian Busch begyndte som hospitalspræst, var der 10-12 hospitalspræster i hele landet. Nu er der omkring 120 på sygehuse, i psykiatrien og på hospicer. Christian har oplevet, at hospitalspræsterne over årene har fået en langt større rolle og er mere med i arbejdet på hospitalerne.

Christian mener, at præsterne og de sundhedsfaglige medarbejdere supplerer hinanden godt, og at en præst kan byde ind, når sundhedspersonalet ellers kan komme til kort.

Det er interessant, hvad sprogligheden i teologi kan bidrage med i medicinfeltet. Sprogligheden er i min verden en anden. Troens pointe er ikke at kontrollere det ukontrollerbare, men troen gør, at jeg kan leve mere kontrolleret med det ukontrollerbare. Samtidig handler troens eller præstens sprog om at være til stede i magtesløsheden – som præst er jeg med til at bære en byrde, ikke til at løse et problem. Og det, oplever jeg, er en hjælp for mennesker med alvorlig sygdom eller hos mennesker i sorg. I den medicinske verden drejer det sig om et problem, der skal løses. Men når problemet ikke kan løses, kan den teologiske sproglighed og faglighed byde ind på en anden måde og hjælpe mennesker til at være i kaos og håndtere en måske ellers ukendt magtesløshed

Christian Busch

Succesen skal måles i resten af sundhedsvæsenet

Inspireret af engelske hospicer, mener Christian Busch, at undervisning og videndeling på tværs af fagligheder og sektorer er vigtig. I 1991 besøgte han et engelsk hospice, hvor undervisningen var en stor del af den daglige drift og økonomi, da hospicet blandt andet tjente penge på at uddanne resten af sundhedsvæsnet i palliation.

I min overbevisning skal successen af hospice – og det specialiserede niveau i det hele taget – måles på den betydning, det har i resten af sundhedsvæsenet. Det handler i lige så høj grad om at uddanne resten af sundhedsvæsenet, som det handler om at tage sig af patienter. Og der synes jeg ikke, at dimensioneringen er, som man kunne ønske sig i Danmark. Der er i høj grad brug for uddannelse og undervisning fra det specialiserede niveau. Ved at invitere andre ind og se, hvad der foregår på det specialiserede niveau, kan vi udbrede alle de gode tiltag og erfaringer til resten af sundhedsvæsenet. Det er for slapt, hvis man ikke tager den opgave helt anderledes alvorligt!

Christian Busch

Håber på mere forskning

Det tværfaglige samarbejde er væsentligt for udviklingen i faget, mener Christian Busch, og han har altid selv oplevet en velvilje fra sine sundhedsfaglige kollegaer til at dele viden. Og selvom nogen ind imellem har haft svært ved at se, hvordan en præst kan bidrage i et medicinsk miljø, har han aldrig oplevet direkte modstand.

Jeg har til tider oplevet en ligegyldighed fra sundhedspersonalet, overfor hvad jeg kunne tilbyde patienten eller dem selv, men der har altid været et positivt samarbejde, og jeg er blevet inddraget meget. Det er svært at skifte mellem det medicinske og det teologiske sprog. Derfor er tværfaglighed og især det multiprofessionelle vigtigt. Det er gavnligt, at vi har forskellige kompetencer og tilgange. Vi kan så meget mere, når professionerne arbejder sammen og respekterer hinandens fagligheder.

Christian Busch

Selvom Christian Busch selv har planer om at gå i stå, i hvert fald for en tid, har han helt andre store forhåbninger for sit felt. Han mener, at det er betydningsfuldt at undersøge, hvad der sker med vores eksistens, når vi bliver syge, hvis det bærende i forståelsen af, hvem jeg er, går i stykker.

Min generation har haft travlt med at etablere området. Vi har ikke forsket ret meget. Så jeg håber, der kan blive forsket mere i, hvad sjælesorg er, og hvad det kan. Og jeg håber, at det kan blive beskrevet systematisk, hvad sjælesorg kan i forhold til syge mennesker.

Christian Busch.